Bananpandekager uden bananer

I modgang med underskud af overskud

I forgårs optog jeg første afsnit til den nye sæson af min podcast “Anden til Venstre” og min gæst og jeg kom til at tale om modgang. Eller nærmere bestemt, hvordan mennesker er forskellige og agerer forskelligt i modgang.
Kasper har altid imponeret mig i sin måde at håndtere modgang på. Han har en uovertruffen evne til at vende modgang til noget konstruktivt. Han er af den opfattelse, at hvis der ikke er noget at gøre ved det, er der ingen grund til at spilde energi på det og hvis der er noget at gøre, kan man jo gøre det. Sort-hvid grundopfattelse, hvor jeg er meget mere “fifty shades of grey” – ikke på den mystiske og sexede måde, hvis nogen troede, jeg refererede til filmen af samme navn, som i øvrigt heller ikke rigtigt er nogen af delene – men mere på sådan en jeg tænker, føler, mener alt og ingenting måde.
Kasper tænker én ting – hvordan han kan vende situationen til noget, som gør ham stærkere?! Hvis han eksempelvis ikke får spilletid i en periode, kommer han aldrig med dårlige undskyldninger, som eksempelvis at træneren tager fejl, eller at det på nogen måde kan være andres ansvar end hans eget. Derefter lægger han en udførlig plan, som han holder sig til, indtil målet er opnået. Han indrager mig i sine tanker og planer og har brug for, at jeg forstår og støtter ham i det – især hvis vejen til målet, også betyder noget for vores og mine daglige rutiner. Eksempelvis hvis han på vores ferier har brug for at træne ekstra, for at komme tilbage i absolut topform. Det er sjældent, han har brug for opmuntrende ord eller at blive holdt om. Han har brug for at være fokuseret og føle sig opbakket i det.

I starten af vores forhold var det svært for mig at forstå, at han ikke havde mere “brug for mig”, fordi jeg har så meget brug for ham. Jeg har brug for ham på en nærmest modsat måde, end han har brug for mig.
Når jeg er aller mest ked af det, virker det, at han tager mig ind i sin farm og med sin ro og på sin overbevisende sort-hvide måde lover mig, at det hele nok skal gå. Det kan, langt de fleste gange, få de fleste af mine problemer til at synes meget lettere. Selve løsningen er mindre relevant. Hvis bare Kasper er med mig, så tror jeg på, at det nok skal gå.
Jeg har endnu ikke set, at nogen eller noget kan få Kasper til at tvivle på sit selvbillede, hvor mit nok nærmere afhænger af dagsformen, vejret og alt andet påvirkeligt. Det gør mig tryg, at have et stabilt menneske ved min side, hvis brede skuldre altid har plads til at bære lidt af mit rod.
Med tiden har jeg opdaget, at jeg kan være det samme for ham, men at det, som nævnt, er på en anden måde, end den jeg selv har brug for. Siden jeg indså det, har det været “nemt” at give ham det, han har brug for.

To gange har jeg dog prøvet, at Kasper mødte modgang, som han hverken kunne sige “pyt” til eller vende til noget konstruktivt.
Den første gang var sidste år. Kasper og resten af brøndbyholdet kunne nærmest mærke guldmedaljen om halsen, men en skæbnesvanger kamp i Horsens slog brat guldfeberen ned. Den efterfølgende nat, skulle Kasper og holdkammeraterne overnatte på et hotel i Horsens, inden de dagen efter kørte tilbage til Brøndby stadion.
Da Kasper kom hjem, sagde han til mig, at det var dejligt at høre en stemme igen. Ikke nødvendigvis min, men bare én.  Det seneste døgn havde alle omkring ham – inklusiv ham selv – været tavse.
Tiden efter kan måske være svær at forstå, hvis ikke man “forstår fodbold”. For det er “jo bare fodbold” – og ja, det er det.. men det er det bare ikke, når fodbolden er dét, som det meste af ens liv et bygget op omkring.
De vandt sølv og dagen efter fyldte Kasper 30 år. Aldrig har “tillykke” runget så hult. Vi fejrede ingenting.
Kasper mistede to af sine bedsteforældre, da han var barn og havde siden da, aldrig oplevet noget værre i sit liv. Indtil det tabte mesterskab. Det var ikke kun det værste, han havde prøvet i sin fodboldkarriere, det var også det værste, han havde oplevet i sit voksenliv. Den efterfølgende tid var en sorgproces – med alt hvad det indbærer at gennemgå sådan én.

Den anden gang er nu. Kasper fik et træthedsbrud i sin fod i august sidste år. Han har siden da været i en limbo mellem at kunne gøre noget og ikke kunne gøre noget. Først ro, så genoptræning, lidt mere ro, ekstra fokus på alle de ting, han gør for at føle, at han er den bedste fodboldspiller, han kan blive… Lige lidt hjalp det og for to uger siden, viste nye scanningsbilleder, at foden ikke helede rigtigt selv, men krævede en operation.
Den fik han for otte dagen siden og nu skal han bare vente. Vente på at han kan gøre noget selv – men også noget som helst.
Kasper kan på nuværende tidspunkt ikke være løsningsorienteret, som han ellers har et stort behov for at være. Han kan kun ligge dér på sofaen og bede om kaffe – og det er han rigtig god til (er du gal, den mand drikker meget kaffe). Han er dog mindre god (læs; pisse dårlig) til at bede om hjælp til noget som helst andet. Det kommer til udtryk ved, at han egentlig stadig kræver en hel masse, men han gør det på en uklar måde, som helt tydeligt kommer af frustration, men som virker enormt frusterende på mig og som jeg derfor modtager virkelig dårligt.
Kasper er frustreret og det forstår jeg godt, men jeg er også frustreret. Det er ikke altid det nemmeste i verden at have et barn på et år og et på to år. Det gør det naturligvis ikke hverken mindre synd eller hårdt for Kasper, men ikke desto mindre, hjælper det heller ikke på min situation at have en hjælpeløs mand også.
Jeg kan huske, en kollega engang sagde til mig, at det er vigtigt at begge parter i et forhold ikke går ned på samme tid. Normalt synes jeg også, at vi, – både Kasper og jeg – men også vi mennesker, er gode til ikke at være opgivende på samme tid. Kender I ikke det? Hvis man eksempelvis er ude og løbe og er ved at give op, men den anden faktisk gør det, så er det lige før, man kan løbe videre med den anden på skuldrene, for det nytter jo ikke noget, at vi giver op på samme tid.
Nogle gange kan det dog være svært at finde overskud til andre, når man selv er i underskud og sådan har det føltes lidt på det seneste. Som om vi begge har været i underskud af overskud.
Derfor var det virkelig dejligt, da min veninde og nabo Julie Elsebeth, på det helt rigtige tidspunkt, skrev at der var rosé og sol på hendes altan og at jeg og ungerne var velkomne, hvis Kasper havde brug for ro. For det havde han. Brug for ro til at samle tankerne og jeg havde brug for larm for at samle mine. Dårlig kombination. “It takes a village to raise a relationship”, som den belgiske psykoterapeut Esther Perel siger. Jeg ved heldigvis, at Kasper ikke er hele min landsby. Kasper er så meget for mig, men jeg kan ikke forvente, at han kan være mit “alting”. Han er ham, som både lever med mit rod i bogstavelig og overført forstand og med én sætning kan få sidstnævnte til at forsvinde. Han er ham, som jeg vil dele mit liv med i medgang og modgang – også i de langt mere alvorlige, end dem som vi har gennemgået indtil nu. Samtidig vil jeg også gerne være en masse for ham undervejs, som han er det for mig – og det har jeg lidt nemmere ved at være her efter at have talt med tre veninder, min søster, mine forældre og en podcast-gæst. 😁
Nå, jeg må løbe, Kasper beder om en kop kaffe mere…

9 kommentarer

  • Anne

    Virkelig virkelig smuk læsning:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • tinepetersen8920@gmail.com

    Dette indlæg er fuldstændig fantastisk at læse. Bliver virkelig rørt og underholdt næsten hver gang du skriver et oplæg. Mange mange tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det bare fint, med et kærligheds-kig fra sidelinjen (:

    Godt, det blev ham og dig!

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marlene Winther

    Waiuu…hold da op…var fuldstændig bjergtaget af dit skriv. Tak fordi du deler det med os, og tak for din ærlighed. Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et velskrevet og godt indlæg! Tak for det ☺️🙏🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina Lanng

    Dit indlæg vækker minder, og Ja det er ” kun” fodbold , men nogen dage føles det som ” alt” for spillerne. Held og lykke. Held og lykke til Kasper

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Mange tak fordi du delte dette. Det er faktisk en stor opmuntring for mig i skrivende stund, at høre fra andre jævnaldrende (især fremmede) der oplever den samme frustration man selv har oplevet, men også særligt fordi du bidrager med et befriende perspektiv om hvordan vi har brug for hinanden på forskellige måder <3 Tak for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette

    Hold op et skønt indlæg. Jeg tuder næsten😂 I er begge to for seje synes jeg. Det kræver helt sikkert også sit at være fodboldfrue😘 God bedring til Kasper og held og lykke med kaffebrygningen😄❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lea

    Ja den dag i Horsens glemmer jeg heller aldrig, den dag var så uheldig lige og være min fødselsdag.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bananpandekager uden bananer