8 grunde til, at Kasper er røv-irriterende

Et umuligt valg?

Jeg blev 30 år i september sidste år og udover en overraskelses kæreste-tur til Rom, gav Kasper mig en billet til Copenhagen Marathon 2019.
Jeg har løbet i mange år og jeg er lidt af et vanemenneske, (også) hvad det angår. Jeg løber altid den samme rute og jeg løber næsten altid 10 kilometer. Sjældent mindre – og aldrig mere.
Hvis du spørger mig, hvor ofte jeg løber, ville jeg af vane svare, at jeg løber to-tre gange om ugen. Det gjorde jeg nemlig før jeg blev professionel fodboldkone og mor til to.
Hvis du spørger Endomondo, som har mere styr på tingene, end jeg har, afslører den strukturerede satan, at jeg jeg løber lige præcis én gang om ugen.
Så der er ligesom lidt langt op til de 42 kilometer. Især taget i betragtning at min 30-årige gamle krop synes, at det er rigeligt hårdt – ikke så meget at løbe de ti kilometer – men mere at vende om efter de første fem. Hold nu kæft, hvor den brokker sig i alle led og kanter, når jeg laver en 180 grader vending i et tempo, som ellers får min minut-tid til at falde gevaldigt.

Normalt elsker jeg kreative gaver fra giveren, men jeg har aldrig ønsket mig en marathon-billet. Ikke engang en halv. Altså en billet til halv-marathon. Nå, men jeg tog imod gaven med et “tak – og fuck dig” og tænkte, at min stædighed nok alligevel ville vinde over den manglende motivation.
Den 19. maj og det forestående marathon nærmer sig og jeg har lige præcis intensiveret min træning med nul procent. Nok faktisk nærmere minus noget ala 100% pga. nogle hårde måneder med meget arbejde, en mand med en brækket fod, syge børn og andet halløj, som ikke ligefrem giver anledning eller overskud til ekstra løbeture.

Kender I de der valg, som bare er umulige af træffe. Den slags beslutninger, som får ens hoved til at vende og dreje alle muligheder til hjernen kommer på overarbejde og hvor man er så bange for at komme til at vælge forkert?

Sådan ét har jeg ikke stået med…
Da seks af mine veninder spurgte mig, om jeg vil med til Madrid fra den 17-20 maj, kunne jeg fluks svare, at det lige præcis er dér, jeg har en startplads til Copenhagen Marathon – og at det derfor passede helt perfekt.

Ej men come on.. Marathon eller Madrid? En løbetur på tre timer (hold kæft.. det ved I ikke, om jeg kunne klare – og det finder vi heldigvis heller ikke ud af), eller en forlænget veninde-weekend, hvor det eneste, jeg har tænkt mig at løbe efter er flere cocktails. Det var ikke ligefrem “Sophie’s Choice”. 😀

Jeg har det fremragende med mit valg – og jeg har en marathon billet billigt til salg.

1 kommentar

  • Mia

    Vi skal leve vores eget liv og ikke andres… så stik du den marathon-billet skråt op og se og kom afsted til Madrid. Man løber altså ikke 42 km af pligt eller for andres skyld… det gør man kun, hvis man selv har lyst…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

8 grunde til, at Kasper er røv-irriterende