Podcast "Anden til Venstre" med Annette K Nielsen (gift med forfatteren Leonora Christina Skov)

Godnat og sov godt – og så gør de dét

Kasper Fisker

Når vi putter Elva og Baldur klokken 19.00, fortæller vi en historie, synger et par sange, giver en tår vand, siger godnat og sov godt – og så gør de dét.
Det er super nemt i dag, men der er naturligvis gået en masse forud for dét resultat.

Jeg siger ikke, at vores måde at gøre tingene på, er sandheden og løsningen for alle – og jeg er klar over, at børn er forskellige osv., men I er mange, som har spurgt, hvordan VI gør – og her kommer svaret på det…

Det startede faktisk allerede før Elva blev født, hvor vi talte om, hvordan vi gerne ville have, at putte- og sovesituationen skulle være. Det er vores erfaring, at det generelt er en god idé at tale om, hvordan man ønsker tingene skal være, når man får børn – inden man får børn.
Vi ville eksempelvis gerne være nogle forældre, hvis tilgang til tingene og livet med børn er “lad os prøve – og så må vi se, hvordan det går”. Vi ville gerne have, at vores børne skulle være en del af vores liv, som vi kendte det – i det omfang, det er muligt. Vi ville så vidt muligt gøre tingene, som vi plejede og så justere hen ad vejen.
En af de første ting, som vi overvejede var, om vi kunne tage en seks dage gammel baby med på stadion. Vi talte om, hvilke udfordringer der kunne opstå og hvordan vi i så fald kunne løse dem – og så sagde vi “lad os prøve – og så må vi se, hvordan det går”.
Det gik godt. Selvom Elva tilsyneladende syntes, det var en kedelig fornøjelse og sov gennem hele kampen.
Jeg synes også, det er en god idé at tale om den slags, inden man får børn, fordi det er en god ting, at kunne minde hinanden om efterfølgende. Pludselig virker hele verden skræmmende, når man sidder dér med det vigtigste nogensinde i sine arme. Det virkede som det nemme og sikre valg, at blive overbeskyttende.
Det var godt for mig, at Kasper kunne minde mig om, at det ikke var sådan, jeg ville være. Det samme har gjort sig gældende den anden vej rundt, når Kasper har ment “det var nemmere at blive hjemme”.

Nå, men tilbage til putte-halløjet…
Fra mine børn var nogle få måneder gamle, har jeg vænnet dem til, at de skulle falde i søvn i deres egen seng, når de blev puttet om aftenen. Jeg ammede dem, sang en sang for dem, imens de lå i mine arme, men inden de faldt i søvn, lagde jeg dem ned i deres seng, sagde godnat og fortalte dem, hvor skønt det er at sove og at jeg ville passe på dem imens. Hvis de blev kede af det eller utrygge, tog jeg dem op igen til de faldt til ro og lagde dem derefter ned igen og gentog godnat-delen. Det ville have været meget nemmere at lade dem falde i søvn i mine arme og det tog også længere tid end nødvendigt de første par uger, men til gengæld gav det godt igen, da de (ret hurtigt) vænnede sig til det.
Jeg har valgt at tilføje følgende afsnit, da en følger gjorde mig opmærksom på, at mit blogindlæg kan fejltolkes:
Blogindlægget handler ikke om, hvordan vi og vores børn sover om natten. Det handler ikke om samsovning eller ej. Det handler om, hvordan vi har skabt en putte-rutine, som gør at vores børn elsker at komme i seng.
Jeg sov i øvrigt tæt – krop mod krop – med mine børn indtil, de kom på deres eget værelse. Man kan jo sagtens tage barnet over til sig, eksempelvis i forbindelse med amning, i løbet af natten. Ovenstående tekst, handlede om selve putningen – og det samme gør resten af indlægget.

Da de ikke blev ammet om natten længere, lavede vi en regel om, at når de først var blevet puttet, måtte de ikke komme op igen før tidligst 6.30. Vores børn vidste (Baldur ved det stadig ikke) simpelthen ikke, at det er en mulighed at komme op igen, når de først er blevet puttet. Elva var omkring to år før sov hos os første gang. De gange vi forsøgte med det inden, blev hun forvirret og sov ikke videre. Så vi fandt ud af, at det virkede bedst for hende, at blive nusset i søvn i sin egen seng, hvis hun eksempelvis vågnede pga. tænder eller andet. Nu er hun stor nok til at forstå, at hun skal falde i søvn i sin egen seng, men at hun gerne må komme ind til os, hvis hun får lyst. Det gør hun en gang imellem – og det er også virkelig dejligt.
Hvis de vågner, bliver kede af det eller lignende, gør vi så kort proces som muligt. Hvis det er nok at give en sut uden af sige et ord, gør vi det. Hvis det kræver en aende hånd, giver vi det. Hvis det kræver en hviskende forsikring om, at vi er lige her og passer på dem, giver vi det. Altid i dén rækkefælge – og ud fra tesen om, at lave indgrebet så lille som muligt. Vi nægter naturligvis ikke vores børn hverken kærlighed, tryghed eller fysisk kontakt og vores børn ligger aldrig og græder alene. Aldrig.
I de perioder, hvor de har skulle lære, at man ikke skal stå op klokken 5 om morgenen, har jeg gået frem og tilbage på dén måde, jeg netop har beskrevet – også selvom de ikke sov videre – indtil de en dag gjorde. Jeg tænker altid, om det er en nødløsning, som jeg vil risikere bliver permanent. Gider jeg fast at stå op klokken 5 om morgenen? Nej. Vil jeg hellere “tage kampen”? Ja.
Gider jeg gå tur i barnevognen hver nat, fordi jeg var desperat én nat? Nej. Indsæt selv flere mere eller mindre desperate løsninger, som det kan være nemt at ty til, når det brænder på. Jeg tænker altid, om jeg er villig til at tage den mulige konsekvens af mit valg – også når jeg er desperat.
Når jeg konsekvent skriver “jeg” omkring natteræset, er det fordi, at jeg på dét punkt, har været ret alene (læs mere om det HER).

Da Elva 20 måneder gammel, reagerede hun pludselig på at blive puttet. Hun ville ikke sove og blev vildt ked af det, når vi gik forlod hendes værelse. Vi havde 14 ret frusterende dage, indtil vi fandt ud af, at det virkede, at lade døre stå åben og fortælle hende, at vi lavede noget virkelig kedeligt (eksempelvis lagde tøj sammen) inde i stuen. Vi larmede med vilje, så hun kunne høre os og vi gik forbi døråbningen med jævne mellemrum. Hvis jeg var alene hjemme, tømte jeg opvaskemaskinen, ringede jeg til en veninde eller satte en podcast på, så hun kunne høre, jeg var der.

Da Baldur var knap ni måneder gammel, var vi på ferie i Grækenland og der sov Elva og Baldur på samme værelse for første gang. Vi gjorde det til en stor og dejlig ting, at de skulle sove ved siden af hinanden og vi satte med vilje deres senge helt op ad hinanden. De fik lov til at have en fest over den nye situation, inden vi påbegyndte det sædvanlige putteritual, som er:

  • Vi taler altid om, at det at komme i seng er en dejlig ting.
  • Vi gør klar med tandbørstning, tager nattøj på osv.
  • Så siger vi godnat til den der ikke putter, til legetøj, bamser osv.
  • Den som putter fortæller en historie om, hvad der er sket for Elva og Baldur i løbet af dagen. På den måde samler vi ligesom alle indtryk og tanker, inden de skal sove.
  • Derefter må de vælge en sang hver, som vi så synger sammen.
  • Til sidst får de en tår vand og så siger vi godnat og sov godt.

Vi forhandler ikke under putteritualet. Hvis nogen (læs; ELva) eksempelvis pludselig – og sjovt nok altid ved sidste strofe – hellere ville have sunget en anden sang, så må man gemme det lytter-ønske til dagen efter eller synge den selv.

Det er i øvrigt de voksne, der bestemmer, hvem der putter – og det er vigtigt for os, at det både er Kasper og mig, der skiftevis gør det, så de ikke kun vænner sig til én af os. Sådan er det i øvrigt med alt (undtaget natteræset). Mor og far er lige gode.

Da vi kom hjem fra Grækenland, gjorde vi en endnu større ting ud af at flytte Baldurs seng ind på Elvas værelse, som nu skulle væres deres. Herfra er det sgu sådan set en ret lykkelig historie, som jeg ikke har en egentlig forklaring på. De elsker det ganske enkelt begge to. De vækker stort set aldrig hinanden – heller ikke når Baldur får tænder eller lignende – og hvis de en sjælden gang gør, falder de hurtigt i søvn igen.

Hele ovenstående historie er naturligvis en variabel sandhed, da der altid er afvigelser og “perioder” i livet med børn, men som hovedregel er det sådan, det er for os… 7, 9, 13.. man tør jo ikke andet. 😀

3 kommentarer

  • Ann

    Må jeg spørge hvor gammel din yngste var da i flyttede deres senge til samme værelse? ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stephanie Fisker

      Baldur var 9 måneder – og det var lige deromkring, han valgte amningen fra, men i starten ammede jeg ham bare på deres værelse. 😊

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Berit Tousig

    Spændende læsning 🙏🏻😊 og super god ide’ , at I valgte at tage snakken inden I fik børn. 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Podcast "Anden til Venstre" med Annette K Nielsen (gift med forfatteren Leonora Christina Skov)