Stephanie Fisker

Babygrød med blåbær og vanilje

Babygrød med blåbær og vanilje:

– 200 gram havregryn
– 100 gram hirseflager
– 100 gram boghvedeflager
– 100 gram dadelpulver (eller sveskepulver, hvis man kan få det)
– 50 gram kokosfibermel (den helt fine slags)
– 2 spsk. hørfrø
– 1 spsk. blåbærpulver
– 1 tsk. ren vaniljepulver

TIP: Ønsker man en helt fin grød – eksempelvis til babyer fra fire måneder – kommes alle ingredienserne i en blender og blendes grundigt.

Se tilberedning af grøden nederst i indlægget.

Vi kører efter BLW (baby-led weaning) metoden med Elva (læs mere om BLW HER), og vi mader hende derfor ikke.
Om dagen spiser hun selv grøden (som laves tyk) med fingrene og forsøger sig også med en ske, men inden sengetid får hun en portion grød, som jeg laver tynd, og som hun drikker af en kop. Til “godnat-grøden” har jeg selvfølgelig blendet alle ingredienserne.
Min helt egen yndlings forsøgskanin – min datter Elva på otte måneder – var med i køkkenet, da jeg lavede forskellige grødblandinger den anden dag. Hun har med stor fornøjelse smagt sig igennem dem, og dommen på den her var soleklar – hun elsker den! 🙂

Tilberedning:

Du tilbereder grøden ved at opvarme 3 spsk (ca. 30 gram) grødblanding med 1,5 dl. vand i en lille gryde (eller bare hælde kogt vand over grødblandingen). Rør rundt til den samler sig til en smidig grød. Tag gryden af varmen og tilsæt 1/2 tsk. fedtstof – eksempelvis smør, kokosolie eller en god koldtpresset vegetabilsk olie som hørfrøolie, olivenolie eller rapsolie samt 1/2 dl. vand eller modermælk eller 1 spsk. modermælkserstatning (pulver).
Eventuelle rester bør ikke gemmes og genopvarmes.

Ønsker man at lave “godnat-grøden”, skal man blende alle ingredienserne grundigt, følge ovenstående tilberedningsvejledning, men dog  lave grøden så tynd at den kan drikkes fra kop.

Velbekomme til alle babyer. 🙂

Om mig

Stephanie Fisker

Kontakt mig på Stephaniefisker88@gmail.com