Den perfekte bryllupskage! Vores bryllupskage var intet mindre end perfekt. Den smagte fantastisk, den var flot, den var personlig og så var den, vigtigst af alt, lavet af min mega seje far. Min far, Benny Bager – som han blev kaldt før i tiden, er, som navnet antyder, udlært bager i tidernes morgen. Indtil forrige lørdag var det 15 år siden, han havde lavet en bryllupskage. Men sikke et come-back!
Min far, som kan være lige så nørdet og perfektionistisk, som jeg selv, startede forberedelserne for længe siden. I den indledende fase spurgte han os, hvilken slags bryllupskage, vi ønskede os. Her var der selvfølgelig ikke den mindste tvivl eller betænksomhed at spore hos mig, da jeg på et splitsekund fik svaret “chokoladehelvede”. Alle ved jo at der er tre ting, der har højest prioritet, når det kommer til kage… chokolade, chokolade, chokolade. 😀
Min far forsøgte ellers, efter bedste evne, og med brug af sin ekspertviden og gode, rigtige argumenter for hvorfor syre er godt i en kage, at tilføje bær i kagen, men jo mere han argumenterede for det ene og det andet bær, jo mere chokolade bad jeg ham putte i. 🙂
Min far bor 200 meter fra os, så det har været hyggeligt og velsmagende at følge processen undervejs… 🙂
Han endte med at præsentere og servere den mest fantastiske og personlige bryllupskage til vores bryllup.
Her er hans egen beskrivelse:
Kappi og Stephs bryllupskage:
– 2 x chokoladebrowniebund
– Mandelbund
– Chokoladeganache med Vivani 50% chokolade sødet med kokossukker og
A.H. Riise Rum Cream (bailey-rom)
– Chokoladefondant
– Hvide hjerter og blomster i marcipan
– Opsats og chokoladehjerter af mørk og hvid Callebaut chokolade
Tema:
– Stativ lavet af genbrugspaller i Kaspers ånd. Træ-temaet fortsættes ved at opsatset, i stedet for brudeparfigurer, er lavet som kæreste-indgravering (S+K) i et træ.
– Kvalitet og gode råvarer i Stephs ånd.
– Steph elsker chokolade, Kasper har en stor interesse i rom og brudeparret mødtes over en masse Bailey. 🙂