Efter Cuba havde vi et enkelt døgn på Bahamas, inden vi fløj videre til Jamaica. På flyet bemærkede jeg godt, at en del “uhmhuuu” “ya man” og “honey” fløj om ørene på mig, men det var Kasper, der gjorde mig opmærksom på, at vi var de eneste to hvide mennesker på hele flyet. Og i hele lufthavnen. 🙂
Det lovede godt – for vi kan godt lide, hvis de steder vi rejser til, ikke er for turistede og kommercielle. Og på dén måde ville vi også få et bedre billede af det rigtige Jamaica.
Troede vi…
Desværre blev det ikke tilfældet i Kingston, for da vi ville vi gå ud og få noget at spise, fik vi at vide, at det ikke er sikkert for turister at bevæge sig rundt alene udenfor om aftenen. Vi blev derfor kørt til og fra en restaurant, og fik slet ikke lov til at opleve byen, som vi havde håbet.
Næste dag kørte vi heldigvis til Ocho Rios, hvor vi skulle bo på et lækkert hotel, som Kasper havde fået i gave af en sponsor.
Jeg var, som sagt, godt klar over, det skulle være lækkert, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig HVOR lækkert.
Hotellet lå bogstaveligt talt på stranden – altså som i at vandet plaskede op på bygningen. Vi blev ført til det smukkeste værelse med ‘ocean view’, jacuzzi, minibar og roomservice – som “selvfølgelig” var inkluderet i vores pakke. Det samme var den private butler. 😉
Vi følte vi os som miniputter i kæmpeland – og bevares, vi ved godt, vi ikke er de største mennesker i verden, men vi kunne altså have ligget i vores seng minimum otte gange.
Det var noget af en omvæltning i forhold til de steder, vi normalt bor når vi rejser, hvor vi er glade, hvis bare der er en madras på sengen. 😀
Efter en dag ved poolen med de lækreste cocktails, hoppede vi i jacuzzien sammen med en flaske champagne. Man må sige, Kasper havde indfriet sit løfte om romantik på Jamaica. ??
Og romantikken fortsatte…
Til lyden af bølgebrus spiste vi middag på en Italiensk restaurant, som lå direkte på stranden.
Vi havde svært ved at tage det hele ind, fordi alt simpelthen var så smukt og lækkert. Endnu engang talte vi om, at det godt nok var en vild gave, Kasper havde fået af ham sponsoren!
Efter middagen gik vi en tur rundt på hotellets store område. Vi så et ildshow på stranden – og bagefter foreslog Kasper, at vi gik hen og så et teaterstykke, han havde set nogle øve sig på tidligere på dagen.
Vi kom længere og længere væk fra larmen og resten af hotellets gæster, og vi endte i et smukt, grønt naturområde.
I samme øjeblik som jeg sagde, at jeg altså ikke kunne høre noget, og spurgte om vi ikke skulle vende om, opdagede jeg, at Kasper var i gang med at rode i en busk. Han sagde, han havde en overraskelse til mig, og fandt en flaske rødvin og to vinglas frem fra busken.
Det var så fint, og knævremaskinen her skulle lige til at sige en masse sødt om hans overraskelse, men Kasper tyssede på mig, tog min hånd og bad mig sætte mig ned, fordi der var noget mere.
Jeg blev overrasket over, at jeg bemærkede, han var nervøs. Kasper er altid rolig og fattet, men i dette øjeblik var hans øjne blanke og han var helt tydeligt nervøs. Inden jeg nåede at tænke ret meget mere, gik han på knæ og spurgte, om jeg vil gifte mig med ham. Lige pludselig var det som om, det var svært at finde ord, og herfra og det næste minuts tid, er det Kasper, der har fortalt mig, hvad der skete. Jeg kan kun huske en fuldstændig overvældende følelse af lykke, der ramte mig lige på én gang.
Jeg har åbenbart gentaget flere gange, om han mente det – om han virkelig ville giftes med mig, og det havde gjort Kasper endnu mere nervøs, fordi jeg havde glemt at sige ja. Men giv mig da lige en chance – jeg havde travlt med at græde af glæde. ??
Jeg får – SELVFØLGELIG – sagt ja, og Kasper gav mig en ring på, som han har fået lavet specielt til mig. Han ved, jeg normalt ikke går med smykker – derfor har han fået lavet en fin og helt enkel ring, som skal være en ramme til den tatovering, vi skal have lavet i stedet for vielsesringe.
Bagefter lå vi længe sammen i en stor hængekøje under åben himmel og drak lidt af vinen, imens Kasper sagde alle alt dét, han egentligt ville have sagt mig, da han sad dér på sit ene knæ, men var blevet for nervøs til at huske.
Kasper er den bedste mand, jeg kender. Og i juni bliver han min mand. ??
P.S. Kasper havde fået min far til at tude i Sport Direct, da han tidligere samme dag, havde ringet og spurgt om lov til at fri til mig. :)<3
P.P.S. Kasper havde ikke fået opholdet af en sponsor. Det var noget, han havde bildt mig ind, så jeg ikke ville fatte mistanke. 😀