Opkaldet fra Brøndby – et livsændrende opkald

“I går var en mærkelig dag.. En dag i limbo. Vi ventede nemlig på et opkald, som skulle afgøre hvordan vores i morgen, vores fremtid og vores liv ville komme til at se ud”.

Det er nu lidt mere end et år siden at opkaldet kom – og Kasper blev brøndbyspiller.
Opkaldet fra Kasper til mig kom fra bilen og lød sådan her: “Hej skat, de har lige ringet, og jeg er på vej til Brøndby for at skrive under. Jeg træner med fra i morgen og skal i øvrigt med på træningslejr i Østrig i 10 dage. Vi rejser i weekenden. Jeg kommer altså ikke hjem igen, så du skal sætte lejligheden til salg og komme herover sammen med Elva, når du kan”.

Jeg kan ret godt lide spontanitet, men det var lige til den gode side.
Hvad det gjorde ved mig, og mine tanker omkring de hele i de efterfølgende dage, kan du læse her: Brøndby, bog og baby ? nyt eventyr, udskydelse og nyt liv

Fodboldverdenen og den rigtige verden

Kasper og jeg blev kærester for syv år siden, da han spillede i 1. division i Hobro.
Et par år senere skrev han en to-årig kontrakt med superligaklubben Randers FC.
Vi boede på daværende tidspunkt i forvejen i Randers, så fra mit perspektiv, var der ikke den store forandring i det.
I fodboldverdenen kan tingene nogle gange gå stærkt, og gennem årene har der været flere potentielle klubskifte i spil.
Hver gang har vi brugt timevis på at tale om, hvordan det ville være at bo i tyrkisk provinsby, drikke vin (nok mest mig) i Italien eller noget tredje, fjerde osv. Alligevel har det altid været en by i Rusland for mig. Ikke ønsket om at bo i en sådan, men det har føltes fremmed som udtrykket. Uhåndgribeligt – og i sidste ende jo alligevel aldrig endt med noget konkret. Lige indtil det gjorde.

“Så længe du spiller fodbold, fører du vejen – uanset postnummer og landekode”

Da Kasper skrev en fem-årig kontrakt med Randers FC, kan jeg huske, jeg sagde til ham, at jeg ikke troede, det var sådan hans fodboldeventyr ville forme sig.
Tanken om at slå sig ned i Århus med kommende børn, tæt på vores familier og med en dejlig hverdag, som vi kendte til og elskede, var ganske vist magelig og tryg. Alligevel mindede jeg ham om vores aftale: “Så længe du spiller fodbold, fører du vejen – uanset postnummer og landekode.
Til gengæld bestemmer jeg efterfølgende. ;D
Det har Kasper altid sagt, men faktisk er vores forhold bygget op om meget lidt “gengæld”, og skulle der sidde en dårlig feminist derude og have ondt af mig og tænke, at jeg ofrer alt for min mand, så kan jeg beroligende sige, at det ikke er sådan, det har føltes.
Vi har hinanden med i vores valg og beslutninger og nogle gange er det nødvendigt at opveje fordele og ulemper, behovsudsætte, indgå kompromisser og alt muligt andet kedeligt og lavpraktisk.
Vi har valgt et liv sammen, og det skal give mening – og det gør det.

Nu smider jeg lige en utidig, og måske for nogen provokerende, kommentar.. jeg ville faktisk ofre ret meget for min mand. Han er det ganske enkelt værd.

På udebane på den andens hjemmebane

Det har jeg dog til tider skulle minde mig selv om. Især i tiden efter opkaldet.
Den efterfølgende månedstid pendlede Elva og jeg frem og tilbage mellem Sjælland og Jylland.
Vi boede på et værelse i Idrættens Hus i Brøndby den første tid.
Kasper var fuldtidsfodboldspiller i Brøndby og havde meget lange dage, og jeg var fra den ene dag til den anden gået fra travl kogebogsforfatter in the making til ret så gravid fuldtidsmor på udebane. Paradoksalt nok lige ved siden af Kaspers hjemmebane. Og sådan føltes det i lang tid – som om jeg var på udebane og skulle finde mig til rette i min nye tilværelse væk fra stort set alt og alle jeg kendte, imens Kasper elskede sit nye liv fra start.

Sydhavn og savn

Jeg forsøgte at få tiden til at gå og vænne mig til alt det nye i en lejet lejlighed på Sydhavn med vores et-årige Elva.
Imens jeg ventede. Jeg ventede på, at den lejlighed vi havde købt skulle bygges færdig, jeg ventede på at Elva fik en institutionsplads, jeg ventede på besøg fra Jylland, jeg ventede Baldur og jeg ventede på Kasper.
Jeg ventede hele tiden på Kasper. Og jeg savnede. Alt og alle. Jeg var ensom.

Jeg er ikke sikker på folk omkring mig forstod, hvor ensom jeg faktisk var. For jeg er jo “social og kan snakke med alle”.
Det er ganske vist sandt. Jeg falder i snak med alle mennesker, og jeg har nemt ved at skabe nye relationer.
Selvom jeg er glad for de nye venskaber, jeg har fået, virkede det dengang som en ringe trøst.
Jeg havde allerede brugt næsten 29 år på at skabe uundværlige relationer. Som ordet også indikerer, kan noget uundværligt ikke erstattes, og det fjernede ikke savnet af alle “de gamle”, at der kom nye til.
Det kræver også noget at opbygge nye venskaber, og jeg følte ikke, jeg var et sted i mit liv og i mig selv, hvor jeg kunne give ret meget.
Jeg var i underskud af overskud.

Fodbold før fødsel?

Jeg havde desuden også for travlt med at bekymre mig.
Jeg bekymrede mig om vores fremtid, om institutionsplads til Elva, om plukveer, om Kasper ville være med til Baldurs fødsel, for de spillede jo også Europa-kampe. Ville han kunne nå hjem, hvis jeg pludselig gik i fødsel? Ville han tage afsted, hvis jeg troede, jeg var ved at gå i fødsel?
Det ville han i øvrigt. Tage afsted, forståes, men han ville også “virkelig skynde sig hjem, hvis jeg rent faktisk gik i fødsel”. Indsæt selv skeptisk emoji med himmelvendte øjne…
Jeg bekymrede mig også om, hvorvidt jeg ville blive glad igen.
Kunne Elva mærke at jeg var ked af det?
Kunne Baldur?
Det gik okay med at smile udenpå og snyde en et-årig, men det var sværere at lege glad indeni mig – for der gjorde det ondt. Det var et problem, for der boede og groede jo et lille menneske netop dér.

Et godt liv

Det hele var enormt overvældende og al forandring er svær, men langsomt begyndte tingene at falde på plads.
Folk kom på besøg, Elva fik institutionsplads og jeg begyndte at leve mit liv og skabe en hverdag i mine nye omgivelser.
Jeg stoppede med at vente, og i stedet for at have fokus på, hvordan tingene ikke længere var, begyndte jeg i stedet at fokusere på mine muligheder og alt det positive, som havde været sløret af alt det negative, jeg havde følt.

Jeg tænkte på, hvor priviligerede vi er.
Vi har et dejligt liv med en hel masse dejlige og hjælpsomme mennesker.
Selvom turen til Jylland alene med to små børn ikke altid er en dans på roser, og at en måling af mit kortisol niveau efterfølgende med garanti ville springe enhver skala, så er vi trods alt kun 3,5 time væk hjemmefra.
Jeg er ikke aleneforælder på fuldtid. Kasper kommer altid hjem igen, og når han er dét, er han virkelig hjemme.
Han er til stede og han er en fantastisk mand og far.

Kasper lever vitterligt sin drøm hver dag. Han tjener penge på at lege med en bold, som er dét, han elsker aller mest.
Han har aldrig prøvet at vågne og tænke “åh, jeg orker det ikke lige i dag”. Helt seriøst. Aldrig. Det er da ret fantastisk.
Så siger han godt nok, at den massage han får hver dag, faktisk gør ret ondt.. bevares, men det er altså ret svært ikke at tænke (læs; sige, med antydning af råb): “hold din kæft” til dén kommentar.

Jeg laver også det, jeg elsker aller mest, fordi hans indtjening tillader det.
Jeg kan nyde langsomme morgener med vores nu to børn, og jeg kan hente Elva tidligt, fordi jeg ikke har et 8-16 job, og fordi jeg selv kan planlægge min tid.
Vigtigst af alt, så har vi de mest fantastiske børn, hvis glæde, humør og trivsel hver dag bekræfter os i, at vi er gode forældre.

At kende sit pres

Jeg er i et forhold, hvor jeg ved, at fodbolden kommer før alt andet.
Jeg ved, Kaspers profession kræver meget mere, end hvad der sker inden for rammerne af en fodboldbane.
Jeg ved, jeg har natteræset med vores børn, og at jeg i perioder trækker det helt store læs på hjemmefronten.
Jeg ved, det er bedst, at jeg føder vores børn på fridage og i landsholdspauser.
Ja, det har jeg gjort – og jeg forstår sgu faktisk ikke, hvorfor der endnu ikke er lavet en Fenerbache-hyldest til mig. 😀
Jeg ved også, at min mand har brug for, at jeg forstår, at han tager til træning samme morgen, som vores søn blev født – selvom jeg nu tror, en enkelt barselsdag på Baldurs aller første fødselsdag havde været okay…

Græsenke på deltid

Jeg er tit “alene-mor”, jeg er oftest til fødselsdage og andre festlige begivenheder uden Kasper og jeg er græsenke i en til flere dage ad gangen ca. hver anden uge – plus træningslejre, Europa-kampe og den slags, naturligvis.
Mange dage kommer Kasper først hjem lige før eller først efter børnene er puttet og jeg kan skrive mange ulve-timer og situationer hvor jeg mangler hænder på cv’et.
Oftere end man skulle tro befinder jeg mig i en af de der situationer, som alle forældre kender, hvor man i legen “hvad ville du helst”, ville vælge stort set alle andre tænkelige scenarier, frem for det kaos man står i.
Når jeg befinder mig lige netop der, midt i kaosset, og undrer mig over, hvordan to så små mennesker, kan lave så meget ballade og så meget lort, bogstaveligt talt, så håber jeg, at massagen gør sådan rigtig ondt.

At være noget

På min instagramprofil @koekkenetpaakvisten spurgte jeg jer, om der var noget, I ville vide, og hvad jeres forestilling om en fodboldkone er.
Sammen med buddene på det, fik jeg spørgsmålet: “Er det det hele værd”?

Det er et godt spørgsmål, synes jeg. Det er ganske givet også lige så individuelt, som der er forhold.
Ligesom det er ret abstrakt at svare på, om det er det hele værd at være sammen med en politibetjent.
Jeg kan ikke svare på, om det er det hele værd, at være sammen med en fodboldspiller, men det er det hele værd for mig at være sammen med Kasper.

Jeg ved, jeg er en hel masse for Kasper, og at jeg gennem tiden har fået – og taget – en del af æren for, at han er, hvor er han i dag, men Kasper er mindst lige så meget for mig.

Hans rolle i mit liv, ville heldigvis også fylde et helt blogindlæg.

Er I interesseret i sådan et? 🙂