Der er 17 måneder mellem Elva og Baldur og det er 17 måneder siden jeg fødte Baldur.
Jeg er ret glad for, jeg fik dem i den rækkefølge, som jeg gjorde, for jeg har altid syntes, at Elva var vild, men det var før jeg fik Baldur. Alt er jo relativt – og min opfattelse af hvad det vil sige at have et vildt barn, ændrede sig, da Baldur kom til verden.
Jeg kan huske, Kasper råbte efter mig, da Baldur var to dage gammel og de lå sammen i sengen.. “Steph, skynd dig at komme.. Baldur hopper”.
Jeg tænkte, at manden virkelig var stolt af at have fået en søn – og et håb om, at han en dag ville udfylde sin fars fodboldsko, men at vi lige måtte have en snak om, ikke at pace og favorisere ham.
Kasper insisterede dog på, at at have set sin to dage gamle søn springe frem i sengen. Overbærende sagde jeg til ham, at han trængte til søvn.
Jeg blev dog selv lidt overrasket over, at Baldur rykkede efter mig i sengen samme nat. Når jeg rykkede mig nogle centimeter væk, møvede han efter mig, så han kunne ligge helt ind til mig. Jeg tænkte, det var lidt vildt og at det nok var dét, Kasper og hans storhedsvanvid omkring hans første søn havde set som “spring”.

Da sundhedsplejersken kom på besøg nogle dage senere, lå Baldur på maven på puslebordet. Jeg stod ved siden af ham, da mine mor-reflekser pludselig blev aktiveret. Babyen sprang sgu frem på puslepladsen. Sundhedsplejersken bemærkede, som alle andre der før eller siden har holdt Baldur i hånden, at han var enormt stærk. Baby-Baldur gav et så solidt håndtryk, at nogle endda ligefrem måtte ryste hånden bagefter.
Sundhedsplejersken opfordrede os til at lade ham udforske og udfordre sin styrke og hjælpe ham med det. Det har dog også indimellem udfordret mine nerver at være Baldurs mor, men både Kasper og jeg er af den overbevisning, at vores børn skal have lov at udfolde sig efter “hvor galt kan det gå-princippet”.
Hvis svaret er et par skrammer og et blåt mærke, blander vi os ikke.
Før Baldur kunne gå, kravlede hen til sin trip trap højstol, trak sig op i armene, bed sig fast i sædet, for at han bedre kunne trække sig det sidste stykke, inden han satte foden i, skubbede og trak sig helt op på stolen, hvorefter han kravlede videre op på spisebordet og rejste sig triumferende. Det var før, han kunne gå, hvilket han i øvrigt kunne, da han var ni måneder gammel.

Jeg er naturligvis farvet og jeg synes mine børn er de sejeste i verden. Det kan lyde som overdrivelser og praleri – og det er det måske også – i hvert fald sidstnævnte, men Baldur er sgu vild, når det kommer til det motoriske.
Det er som om, han har en styrke og energi i sin krop, som skal ud. Han undersøger alt – hvordan han kan komme igennem, omkring, over, og under alting. På hvor mange måder kan han komme op på rutchebanen – og endnu mere interessant.. hvor mange måder kan han komme ned på?! Mange kan jeg fortælle dig. Rigtig mange! 😀

Det giver nogle knubs, når man er lille og motorisk fremme, men hjernen ikke nødvendigvis helt er samme sted endnu… Se video med nogle af Baldurs stunts 😀

Jeg pakker ikke mine børn ind i vat og jeg tror på, at børn som får lov, de kan. Jeg tror til gengæld ikke på, at børn kan gå igennem barndommen uden skrammer, men jeg tror faktisk, at det i det store hele giver færre skrammer, at de får lov at prøve sig frem og lære at tage fra.
Derudover kan man sagtens være glad med blå mærker, som du kan se på billedet. 😀
Jeg står ikke altid klar til at gribe mine børn, men jeg står altid klar med et kram og et “op igen – og prøv igen”.