Iskold chokoladedrik

Jeg har allerede givet alle jer kaffeentusiaster opskriften på en skøn sommerdrik – nemlig min lækre Iskaffe – så den her går ud til alle chokolade-elskere… Altså alle i hele verden, antager jeg. 😀

Til opskriften skal der bruges 1 dåse kold kokosmælk – og ikke en light udgave, da den bare indeholder mere vand.
Kokosmælken stilles på køl i minimum 8 timer (jeg har altid nogle på køl, så de er klar når lysten rammer mig).
Den fede del af kokosmælken skal bruges til at lave kokosflødeskum og den flydende, vandede del kan evt. bruges til at lave is-chokoladen på.

Iskold chokoladedrik:
– 1 dåse kokosmælk (stilles på køl i minimum 8 timer – jeg har altid nogle på køl)
– 2 dl valgfri mælk (den flydende del fra kokosmælken, mandelmælk, rismælk, sojamælk eller almindelig mælk)
– 2 brikker (20 gram) Vivani 92% chokolade som er sødet med kokossukker
– 3-4 tsk. fibersirup clear (eller anden sødning)
– et lille drys ren vaniljepulver
– en håndfuld isterninger

1. Kom den fede del fra kokosmælken i en skål og stil den på køl.
2. Kom den flydende del fra kokosmælken (eller en anden type mælk) i en kasserolle sammen med chokolade, fibersirup og ren vaniljepulver.
3. Varm det op under omrøring ved svag varme. Når chokoladen er smeltet, hældes chokolademælken i et glas.

Imens det køler ned, laves kokosflødeskummet.

4. Pisk den fede del af kokosmælken med en elpisker i et par minutter til det bliver stift og flødeskumsagtigt.
5. Kom isterninger i glasset med chokolademælken og top med en klat kokosflødeskum og evt. lidt revet chokolade.
6. Rør i det med en ske inden servering.

Velbekomme og god sommer. 🙂

STEPHANIE FISKER

Jeg hedder Stephanie Fisker og jeg deler ud af mine opskrifter og mit liv som fodboldkone, som Elva og Baldurs mor og som menneske.

Jeg er stifter af “Køkkenet på Kvisten” og kogebogsforfatter in the making. Jeg holder sunde mad-og kagekurser, hvor man kan hoppe med mig i køkkenet og jeg laver podcasten “Anden til Venstre”, hvor jeg i hvert afsnit inviterer en gæst ind til en snak om, hvordan det er at leve sammen med én hvis job foregår i rampelyset.

Derudover er jeg, ikke altid super-mor, men altid super meget mor - og så holder jeg meget af at dele det hele med jer.