Laissez-faire Steph kommer godt afsted?

I dag er der præcis en måned til afrejse. JUBIII!!!!

Men er det forsvarligt at sende mig alene ud i den store verden?

Den 12. december rejser vi endnu engang ud i verden i tre uger, og endnu engang kan I komme med på sidelinjen gennem en halv-narcissistisk og meget ærlig rejseblog – hvor vi lader jer komme helt tæt på. 🙂

Egentligt er det kun mig der rejser den 12. december. Kappi, det skarn, tager på bødekassetur i USA med fodboldholdet allerede den 6. december, og så mødes vi (forhåbentligt) i New York den 12. december.
Det faktum at jeg skal rejse alene, er næsten det samme, som at garantere spænding fra start.
Jeg er både glemsom og distræt, jeg kan ikke multitaske, og samtidig er jeg tidsoptimist og generelt ustyret med en laissez-faire holdning til tingene. Det bedste ved det hele er, at jeg trods alt lærer af mine erfaringer, men det værste ved det hele er bare, at mine erfaringer viser, at tingene næsten altid lykkes for mig alligevel.

– Nogle af jer husker måske forløbet med den forsvundne Iphone på sidste års rejse?! 😀

Normalvis har jeg jo Kasper – min diametrale modsætning på rigtig mange punkter – ved min side, hvilket gør, at vi udligner hinanden – og så ender det hele som regel godt.
I år tør jeg kun håbe på, vi mødes i New York den 12. december. For udover min selvbevidste tvivl om egen kunnen, skal vi også lige medregne, at Kasper er på bødekassetur i seks dage, inden jeg kommer, i blandt andet Las Vegas… Som jeg ser det, er intet sikkert!

Følg med fra start, når det hele går løs den 12. december. 😀

New York – Caymanøerne – Cuba – Bahamas – Jamaica – New York

Sådan ser rejsen ud. 🙂 Udover destinationerne, har vi ikke planlagt noget som helst.

Mange kram fra Steph.

P.S. I kan se sidste års rejseblog “En rundrejse i Thailand, mit sind og min verden” HER

STEPHANIE FISKER

Jeg hedder Stephanie Fisker og jeg deler ud af mine opskrifter og mit liv som fodboldkone, som Elva og Baldurs mor og som menneske.

Jeg er stifter af “Køkkenet på Kvisten” og kogebogsforfatter in the making. Jeg holder sunde mad-og kagekurser, hvor man kan hoppe med mig i køkkenet og jeg laver podcasten “Anden til Venstre”, hvor jeg i hvert afsnit inviterer en gæst ind til en snak om, hvordan det er at leve sammen med én hvis job foregår i rampelyset.

Derudover er jeg, ikke altid super-mor, men altid super meget mor - og så holder jeg meget af at dele det hele med jer.