Min rejse gennem Podcast-land


Reklame for Blue Yeti X.

I sidste uge udsendte jeg det 12. og sidste afsnit i sæson 3 af min podcast “Anden til venstre”. Det betyder, at jeg har 38 afsnit i bagagen, da jeg også har udgivet to afsnit i samarbejde med Podimo, som kun kan lyttes der.
Jeg udgav det første afsnit den 20 oktober sidste år. Men hele mit podcast-eventyr starter faktisk et helt andet sted. Jeg opdagede Mads & Monopolet som podcast for mange år siden. Sikkert som så mange andre, føler jeg, at jeg var lidt af en first-mover hvad podcasts angår. Altså ikke at lave dem, men at lytte til dem.
Jeg husker tydeligt første gang, jeg lyttede til en podcast, som ikke var M&M. Det var Third Ear “I et forhold med”. Afsnittet handlede om en kvinde, som blev forført og bedraget af en storsvindler. Historien var så godt fortalt, og min hjerne gik amok med mine egne indre billeder. Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til på forhånd, men lige netop dér, faldt jeg pladask for podcast som medie.
“Jeg hørte i en podcast den anden dag … “, blev min mest brugte sætning.
Jeg blev og er stadig fuldstændigt vild med, at jeg kan blive klogere, rørt og underholdt, lige når jeg vil – og imens jeg rydder op, laver mad, løber eller noget fjerde, som ikke kræver min fulde opmærksomhed.

Da min barsel med Baldur sluttede i september sidste år, vidste jeg, at jeg ville lave en podcast. Jeg vidste bare ikke, hvad den skulle handle om. Jeg vidste, at det skulle være noget med en gæst. En samtale. En nærværende og ægte samtale. Så langt så godt, men alligevel ret langt til mål.
En af de sidste dage i min barsel, havde vi besøg af nogle af vores aller tætteste venner, Jobbe og Hans. Kasper kom, som de fleste andre aftener i den periode, lidt sent hjem, og jeg følte mig en del alene om tingene.
Det må jeg have udtrykt nogle gange i løbet af aftenen, for da jeg fortalte jeg, at jeg ville lave en podcast, men at jeg ikke vidste om hvad, sagde Hans sådan cirka ordret sådan her: “Den skal hedde “Anden til Venstre”, og den skal handle om, hvordan det er at leve sammen med nogen, som har et job som Kasper og mig. Et job hvor man er på. Det fylder. Vi fylder. Og det fylder også for jer, der står ved siden af. Det er jo netop det, du har fortalt om i aften”. Det er måske på tide lige at nævne, at der er tale om TV-værten Hans Pilgaard. 😀

Jeg fik øjeblikkeligt den dér “der var den-følelse”, og fra det øjeblik kunne det ikke være anderledes.
Jeg kiggede på Jobbe og spurgte, om han ville være min første gæst? Han svarede ja.
Jeg sagde til ham, at jeg mente det, og at det kom til at ske, og han svarede, at det vidste han godt.
Jobbe kender mig bedre end nogen anden. Vi hang sammen hele vores barndom og fra vi var et år gamle, og vi kommer aldrig til at give slip.
Dagen efter havde Kasper sørget for, at jeg kunne låne Brøndbys medieafdelings podcast-udstyr. Jeg gik straks i gang med at få alle tankerne og ideerne ned på papir. Men der var alligevel et stykke vej fra ideen på papiret, til at jeg kunne kalde mig for “podcaster”.
Jeg googlede “Hvordan laver man en podcast”, og så tog jeg et skridt ad gangen. Og der var sgu en del af dem. Jeg opridser lige ganske kort nogle af dem og nogle af mine valg uden nærmere forklaring om hvorfor, da det i så fald bliver et meget langt blogindlæg.

– Noget af det aller vigtigste er optageudstyr. En god mikrofon. Din podcast kan være nok så god, men ingen kan holde ud at lytte til den, hvis lyden er dårlig. Jeg var som sagt så heldig, at jeg måtte låne Brøndbys udstyr, for ellers kan det være en svær og omkostningsfuld jungle at finde rundt i.
Da jeg startede med at lave min podcast fandtes mikrofonen Blue Yeti X ikke. Det gør den heldigvis nu! Og dén vender jeg tilbage til. For i forbindelse med dens lancering, er det efter min mening blevet noget nemmere at springe ud i podcast-land.

– Jeg valgte at optage og redigere i programmet “Hindenburg”, og fik hjælp til at komme i gang af en sød lydmand i Brøndby. Man kan også finde masser af vejledninger på Youtube.

– Man skal udgive et sted fra (det kaldes en host). Derfra skal man søge om godkendelse på Itunes, Google, Podimo, Spotify og alle de andre podcast-tjenester, hvorefter man automatisk udsender dem på deres platforme, når man udgiver et podcast-afsnit.  Jeg valgte Libsyn.

– Jeg ville gerne have en form for musik eller jingle, men man må jo ikke bare bruge Lukas Grahams’ nyeste single, så man køber altså tilladelse til at bruge en melodi. Jeg googlede mig bare frem til udbydere af jingler til podcasts.

Google, youtube og en iver for at komme i gang var min ven. Og Hans var min ven. Jeg mødtes med ham til kaffe, hvor vi talte om, hvad den gode samtale kræver. Jeg bed især mærke i, at han sagde, at hvis man tør give noget af sig selv og “have noget på spil”, så er der større chance for, at gæsten har lyst til at gøre det samme.

“Anden til Venstre” tager jo udgangspunkt i, at min gæst og jeg har et fælles udgangspunkt.
Vi ved, hvordan det er at være dem, der står ved siden af nogen “der er den”.
Nogle gange er det vidunderligt, og andre gange er det pisse irriterende, krævende, hårdt og mindre fedt og kønt. Også det vi tænker og føler. Præcis ligesom alle andre mennesker.
Derfor besluttede jeg mig mere eller mindre bevidst for, at når mine gæster valgte at dele deres oplevelser, tanker og følelser, som ikke nødvendigvis er dem, som vi som mennesker, er aller mest stolte af at have, men som vi unægteligt alle sammen har, så ville jeg ikke fedtspille med mig selv. Heller ikke selvom, jeg kunne blive ramt på min forfængelighed eller andet.
Jeg smider mig selv i puljen hver eneste gang. Jeg er ikke journalist og jeg interviewer ikke mine gæster. I “Anden til Venstre” har vi en samtale. Den slags samtale, som jeg synes er bedst. En samtale, hvor to mennesker taler sammen og deler deres tanker med hinanden. Og med jer der lytter med, naturligvis. Men det glemmer vi heldigvis undervejs. For det er sgu ærligt talt en smule intimiderende at forstille sig, at der er mellem 30.000 og 40.000 mennesker, der lytter med hver gang. 😀

Nå, nu sprang jeg lidt frem i historien. Tilbage til ideen på papiret.
Jeg havde efterhånden styr på alt det tekniske og ideen. Så nu manglede jeg sådan set bare nogle gæster. Jeg flettede en invitation sammen, hvor jeg ganske enkelt fortalte, hvad jeg ville. Kort sammendrag af invitationen:
“Hej, mit navn er Stephanie Fisker og jeg er gift med fodboldspilleren Kasper Fisker. I manges øjne er jeg Kasper Fiskers kone, men jeg er naturligvis også meget mere end det, men dét at leve sammen med Kasper fylder en stor del i mit liv. Jeg vil gerne tage en snak med dig om hvem du er, og om hvordan dit liv sammen med din partner er  og om alt hvad du ellers kunne tænke dig at tale om”. P.S. Jeg er ikke ud på noget”.

Det er vigtigt for mig, at mine gæster ved, at jeg ikke har en skjult agenda. Jeg vil enormt gerne også tale om sårbare emner og følelser, men jeg vil ikke overskride nogens grænser.
Det er vigtigt for mig, at alle mine gæster, går ud ad døren med en god følelse og oplevelse.

Den første jeg skrev til sagde “nej tak”. Så skrev jeg til nogle flere. De sagde ja. Og så begyndte jeg at optage. Og det gik godt. Så optog jeg igen, og det gik også godt. Da jeg havde gjort det en fire, fem gange og havde aftaler med flere gæster i kalenderen, følte jeg mig sikker nok på projektet til at begyndte at udsende afsnittene. Og de blev taget godt imod af jer, der lytter med. Tusind tak for det.

Jeg var som sagt så heldig, at kunne låne podcast-udstyr af Brøndby, men det er jo ikke alle, der har den mulighed. Og sådan en omgang udstyr, er ikke nødvendigvis en billig affære. Det er bare så ærgerligt, hvis du sidder derude og har en spirrende podcaster i dig, men ikke springer ud i det, fordi det er for dyrt at komme i gang. I næste sæson får jeg nyt udstyr. Et flot set-up fra producenten Blue, som jeg glæder mig til at fortælle jer mere om. I den sammenhæng har jeg testet Blue Yeti X, som er en smart, lille mikrofon, som er en super start, hvis man vil begive sig ud i podcast-land, men ikke har det store budget. Den koster nemlig kun 1499 kroner, men den opfører sig som en stor spiller på markedet. Blue Yeti X kalder sig for flagskibet inden for professionel gaming, Twitch-streaming, podcasting og YouTube-produktioner.
Du kobler den til din computer via det medfølgende USB-stik, og så er du sådan set i gang.
Du kan vælge mellem fire forskellige optagetilstande, som du nemt skifter mellem på en knap på bagsiden af mikrofonen, så lyden rettes til alt efter, om du optager alene eller med én eller flere gæster.
På forsiden af mikronfonen sidder der en multifunktionsknap. Og kun med den, kan du indstille Yeti X mikrofonen, som du vil. Du kan tilpasse og justere lyden på mikrofonen og dine høretelefoner. Eksempelvis kan du indstille hvor meget af lydene i rummet, mikrofonen skal opfange. Og du kan overvåge og justere stemmeniveauet, imens du optager, så det ikke skal rettet til i et redigeringsprogram efterfølgende.
Derudover har Yeti X specialfremstillet fire-kapsels kondensator-område, som giver lyden større fokus og klarhed.
Blue Yeti X inkluderer Blue VO!CE audio software, som er et program, du kan gratis kan downloade på din computer. Her finder du forskellige stemme-effekter. Du kan blandt andet vælge “radiostemme”, “vintage” eller lave din helt egen.

Se mere om Blue Yeti X her.

Hvis du har en podcaster gemt i dig, håber jeg, at du giver dig i kast med det – og at jeg støder på den en dag derude i podcast-land.
God fornøjelse med dit podcast-eventyr.
Og tak fordi du ville læse lidt om mit.

STEPHANIE FISKER

Jeg hedder Stephanie Fisker og jeg deler ud af mine opskrifter og mit liv som fodboldkone, som Elva og Baldurs mor og som menneske.

Jeg er stifter af “Køkkenet på Kvisten” og kogebogsforfatter in the making. Jeg holder sunde mad-og kagekurser, hvor man kan hoppe med mig i køkkenet og jeg laver podcasten “Anden til Venstre”, hvor jeg i hvert afsnit inviterer en gæst ind til en snak om, hvordan det er at leve sammen med én hvis job foregår i rampelyset.

Derudover er jeg, ikke altid super-mor, men altid super meget mor - og så holder jeg meget af at dele det hele med jer.