Test: Er du en dårlig mor?

Spørgeskema “Er du en dårlig mor”?

Svar ja eller nej på nedenstående spørgsmål og få svar på, om du er en dårlig mor.:

1. Elskede du dit barn/dine børn fra start?
2. Fungerede amning problemfrit?
3. Har du haft svært ved at blive gravid?
4. Har du været gravid, hvor det ikke endte med et barn?
5. Gik fødslen problemfrit?

Resultat: Ligemeget hvad du svarede i ovenstående, i øvrigt hjemmelavede, spørgeskema, er svaret “NEJ” – du er ikke en dårlig mor og du er ikke forkert.

Nu tager vi lige udgangspunkt i mine egne svar…

1. Elskede du dit barn/dine børn fra start?
Ja. Jeg følte en umiddelbar og kæmpe kærlighed til begge mine børn i det sekund de kom ud af mig og op på min mave – og faktisk også, da de var inde i den. Sådan var det for mig, men sådan er det ikke for alle – og det er helt normalt og ikke noget, nogen skal skamme sig over. Kærlighed er en stor ting, og man kender jo vitterligt ikke de lille, ny menneske, som pludselig er ens ansvar og barn.
Jeg husker tydeligt, da jeg engang for nogle år siden, besøgte en af mine veninder, lige efter hun havde født sit andet barn. Hun sagde til mig, at hun glædede sig til at lære sin søn at kende, men at hun ikke elskede ham lige så højt som sin noget ældre datter, som hun jo havde kendt og elsket i mange år. Det syntes og synes jeg, både var meget modigt sagt, men også at det gav meget enormt god mening.
For nogen kommer kærligheden i takt med barnet kommer til verden og for andre kommer den i takt med at man lærer barnet at kende. Det værste jeg kan forestille mig, er ikke at nogen ikke føler umiddelbar kærlighed til sit barn, men at nogen skammer sig og føler sig forkert over det, når der absolut ingen grund er til det – og tvært imod helt sikkert er hjælp at hente i at sige det højt.
Det gælder naturligvis også fædrene.

2. Fungerede amning problemfrit? Det kan du læse mere om her: “5 ting jeg gerne ville have vidst, inden jeg fødte”
Du er ikke en dårlig mor, fordi du ikke kan eller vil amme dit barn.

3. Har du haft svært ved at blive gravid?
Nej. Jeg har været gravid tre gange og alle tre gange, er det sket i første forsøg. Det er eddersparkeme ikke en selvfølge, og jeg ved, mange har svært ved at blive gravide og nogle kan slet ikke blive det. Vi er alle lige meget forældre til vores børn. Uanfægtet af om vi blev gravide i første forsøg, forsøgte længe, var i fertilitetsbehandling, blev inseminerede, adopterede eller noget helt sjette, syvende eller ottende…

4. Har du været gravid, hvor det ikke endte med et barn?
Ja. Ca. en måned før, jeg blev gravid med Baldur endte jeg i akut operation, da min ene æggeleder sprang, fordi jeg var gravid udenfor livmoderen. Læs om hele den oplevelse her: Når graviditeten går galt

5. Gik fødslen problemfrit?
Både ja og nej. Som tidligere nævnt, havde jeg to meget forskellige fødsler, men begge fødsler gik godt og uden de store problemer, selvom Elvas fødsel slet ikke gik, som jeg havde forestillet mig. Kort fortalt fik jeg ve-drop og epiduralblokade og havde en meget hård pressefase (uden at kunne mærke mine presseveer – nok pga epiduralblokaden). Med Baldur fødte jeg som i juglen, som min jordemoder sagde. Uden noget som helst, men med masser af skrig – og jeg var fucking sej. Begge gange. For jeg har født børn. Og det er sejt. Ligemeget hvad – og ligemeget hvordan.

Skriv meget gerne en kommentar og byd ind med flere tabuer, som vi skal have ud i det åbne. <3

STEPHANIE FISKER

Jeg hedder Stephanie Fisker og jeg deler ud af mine opskrifter og mit liv som fodboldkone, som Elva og Baldurs mor og som menneske.

Jeg er stifter af “Køkkenet på Kvisten” og kogebogsforfatter in the making. Jeg holder sunde mad-og kagekurser, hvor man kan hoppe med mig i køkkenet og jeg laver podcasten “Anden til Venstre”, hvor jeg i hvert afsnit inviterer en gæst ind til en snak om, hvordan det er at leve sammen med én hvis job foregår i rampelyset.

Derudover er jeg, ikke altid super-mor, men altid super meget mor - og så holder jeg meget af at dele det hele med jer.