Mødre står på mål for lidt af hvert..

” Nogle gange famler vi med vores ømme kroppe rundt i blinde med gylp på tøjet og for lidt søvn på kontoen. Andre gange rammer vi ved siden af, men så prøver vi igen med noget tredje.
Og slet ikke så sjældent, som man skulle tro, lader vi barnet kradse os til blods på brystet, imens vi ammer, eller løber med barnevognen op af Mariagervej, med baby på armen i øvrigt, fordi det var lige præcis dét baby-bossen ville ha’.
Vi “rengør” også gerne sutten med egen mund, når baby gentagne gange, lidt som om det er med vilje, spytter den ud og ned på gulvet, imens man føler, at hvis baby pludselig evnede at sammensætte en sætning, ville man bukke sig ned til lyden af en frydende babystemme råbe: “dance mommy, dance”.
Åh, hvor vi dog danse kan. Både i overført men så sandelig også i ordets bogstaveligste betydning. Vi danser gerne frivilligt, grimt og til alles skue, hvis det er lige netop dét, der virker.

Kasper og jeg har taget et valg om at køre BLW (baby-led weaning) metoden med Elva.
Læs mere om BLW HER og se grundprincipperne nederst i indlægget.

Elva stor-nyder hvert eneste måltid, og undersøger og smager på alt, vi serverer for hende. Det er den helt rigtige løsning for os. Alligevel møder vi både sund og omsorgsfuld skepsis, men desværre også dømmende kommentarer og holdninger fra omverdenen. Pyt, vi kan holde til det. 🙂
Grunden til at jeg alligevel sidder her bag skærmen og råber lydløst men højt op, er fordi min søster fortalte mig, at hun har læst, at moderskab er en af de største årsager til at kvinder føler skam, skyld og ikke mindst føler sig dømt.

Jeg fuldammede Elva indtil en uge før hun blev et halvt år gammel. Hun havde indtil da ikke fået noget som helst andet end modermælk. Ja, det er ret godt klaret, at min mælk har lavet alle de dejlige babyelastikker og den skønne dobbelthage. 😀
Det er faktisk generelt ret godt klaret, for jeg har lært, at amning ikke er “peace of cake” fra start. At man ikke nødvendigvis bare lægger baby til, og så går det som naturen har bestemt det.

Elva er født 22 dage før termin, hvilket betød, at hendes kæber ikke var helt stærke nok til amning fra dag et. Derfor fik vi hjælp af de søde sygeplejersker på hospitalet med en metode kaldet “triple feeding”.
Metoden går ud på man først lægger barnet til, derefter igen med suttebrik, derefter med suttebrik og en lille slange med modermælk eller modermælkserstatning, så baby tror mælken kommer fra brystet, og derfor ikke vænner sig til flaske. Efter hver omgang skulle jeg malke modermælk ud til næste gang.
Hele processen tog mellem halvanden til to timer og skulle gentages hver tredje time pr. påbegyndt amning hele døgnet. HELE DØGNET. Altså også om natten, som jeg ellers indtil babys fødsel, havde brugt på det der uafbrudt søvn, som jeg efterhånden så nostalgisk mindes.
Det betød altså, at jeg havde omkring en time til at spise, komme på toilet, sove, græde (man er rimelig påvirket af hormoner efter en fødsel) osv., før det hele startede forfra.

Jeg havde et stort ønske om at amme, og jeg har taget kampene i form af opstarten, appetitspring (læs mere om appetitspring HER) og hyppigere amninger i løbet af natten i forhold til hvad mange oplever, når der gives flaske.
Det har altså bogstaveligt talt krævet blod, sved og tårer, men for Elva og mig, har det været det hele værd. For da amningen endelig kørte, som den skulle – nåå ja, og da de værste sår på mine brystvorter var væk – oplevede jeg hvilken fantastisk form for nærvær amning også er, hvor dejligt og nemt det er altid at have maden, “køleskabet” og “mikroovnen” med på farten og hvor meget mindre besværligt det er ikke at skulle varme og rengøre flasker osv.
Derudover er modermælk skræddersyet til dit barns behov og rummer alle de vitaminer, mineraler, fedtstoffer og proteiner, som baby har brug for de første seks måneder.

Når alt ovenstående er nævnt, er det også vigtigt for mig at pointere, at jeg synes, amning er den bedste løsning, hvis det giver mening for mor og barn. Hvis det af forskellige årsager ikke gør, er det ingen skam at vælge andre alternativer.
DU er mor til dit barn, og i det her og mange andre henseender ved DU bedst.

Jeg, og andre mødre, synes at opleve, at mange har en – i de fleste tilfælde velmenende – holdning til stort set alt, når det kommer til, hvordan vi er mødre og hvad der er bedst for vores børn.
Vi møder ofte sætninger som: “tror du ikke hun er sulten?” (klassikeren hvis barnet græder), “ej, hun har det da alt for varmt”, “ej, hun har det da alt for koldt” (sagt samme dag i øvrigt :D), “man må altså ikke…” (alle mødre kender de tusindvis af ord, som kan indsættes for at færdiggøre den sætning), “da jeg havde børn, skulle man…”, lad mig lige stoppe dig der, kære bedstemor. Du havde små børn for noget der ligner 118 år siden. Måske nogle ting har ændret sig siden. Eller måske har de ikke. Hvem ved?!
Det gør du, mor til dit barn!

Ja og nogle gange gør vi ikke. Nogle gange famler vi med vores ømme kroppe rundt i blinde med gylp på tøjet og for lidt søvn på kontoen. Andre gange rammer vi ved siden af, men så prøver vi igen med noget tredje.
Og slet ikke så sjældent, som man skulle tro, lader vi barnet kradse os til blods på brystet, imens vi ammer, eller løber med barnevognen op af Mariagervej, med baby på armen i øvrigt, fordi det var lige præcis dét baby-bossen ville ha’.
Vi “rengør” også gerne sutten med egen mund, når baby gentagne gange, lidt som om det er med vilje, spytter den ud og ned på gulvet, imens man føler, at hvis baby pludselig evnede at sammensætte en sætning, ville man bukke sig ned til lyden af en frydende babystemme råbe: “dance mommy, dance”.
Åh, hvor vi dog danse kan. Både i overført men så sandelig også i ordets bogstaveligste betydning. Vi danser gerne frivilligt, grimt og til alles skue, hvis det er lige netop dét, der virker.

Ja, nogle øjeblikke er bedre end andre. Jeg elsker at være mor hver eneste sekund, men jeg elsker ikke hvert sekund som mor. Vi mødre gør vores bedste, og vi gør det, vi mener, er det bedste for vores børn.

Vi lærer hele tiden.. jeg har eksempelvis, mod al forventning til mit køn, aldrig kunnet multitaske.
Det var indtil jeg blev mor.
Nu kan jeg lave mad med venstre arm, imens baby hænger i den højre, åbne skuffer med den højre fod og samle tabte køkkenredskaber op med den venstre – alt imens jeg påtaget glad i stemmen synger “jeg ved en lærkerede” i en underlig form for takt med en skrigende baby.
Det er altså derfor min påstand at kvinder ikke altid er bedre end mænd til at multitaske. Men det er mødre.

Det kom ikke bag på mig, da min søster fortalte mig at mødre føler sig dømte.
Jeg kan sagtens nikke genkendende til, at vi i dag er hurtige til at sætte dom på andre menneskers valg og måder at leve og gøre ting på.
Jeg møder det selv, men jeg har også mødt andre sådan. Jeg har sagt ting som “sådan ville jeg ikke have gjort det”, hvilket vel er fint nok, men når konstateringen får undertoner af, at sådan som jeg ville have gjort det, ville have været mere rigtig, så er den gal.
Hvad er det for et underligt sandhedsstempel? At min måde er den eneste måde.

Mødre er seje. Vi står på daglig basis model til lidt af hvert og på mål for en masse lort. Bogstaveligt talt. Så vi har ærligt talt ikke brug for omverdenens dømmende lort oveni.

Måske det ville klæde os alle sammen at være en smule mere rummelige. Vi kunne jo starte vi mødre imellem.
Ud med dommeren. Også den i mig selv.

Nå, jeg må smutte. Baby-bossen kalder.

 

Grundprincipperne i BLW er:

• Barnet tilbydes mad, når det er cirka 6 måneder og kan holde hovedet selv, hvis det sidder alene eller på skødet

• Barnet skal ikke være sulten, når det tilbydes mad i starten

• Barnet tager selv maden i munden

• Barnet bestemmer hvad, hvor meget og om det vil spise

• Barnet spiser sammen med, og det samme som, resten af familien