Undskyld – jeg var en idiot!

Stephanie Fisker

I fredags måtte jeg give “undskyld – jeg var en idiot-kage” til pædagogerne i Baldurs vuggestue.
Vi har, som I måske ved, været igennem en hård omgang med streptokokker (halsbetændelse) og mellemørebetændelse.
Det startede med, at Kasper blev syg tre dage før, han skulle på træningslejr – hvilket jo passede helt perfekt med, at jeg blev syg præcis den morgen, han rejste. Det er blevet en underlig form for lov, at jeg og/eller børnene bliver syge, når Kasper er på træningslejr. En lov, som kan få mig til næsten at ønske genindførsel af dødsstraf. Hvis ikke til dén som indførte den, så bare til mig selv – for er du gal, det er hårdt at være syg og have syge børn samtidig.

Jeg besøgte lægen tre gange den uge. Første gang for selv at få penicillin, anden gang fordi Baldurs trommehinde sprang på grund af en omgang mellemørebetændelse og tredje gang fordi børnene også havde fået streptokokker og skulle have penicillin.
Det er ikke verdens største projekt at komme til læge for os, men det er heller ikke verdens mindste. Vi har læge i Kastrup og der går snildt to-tre timer på sådan en tur.
Dagen efter at Baldur var færdig med sin penicillin-kur, fik han et rødt udslæt på sin krop.
Jeg googlede alt, hvad der er at finde om rødt udslæt – og det gør mig naturligvis ikke til læge. Men næsten. 😀
Jeg var i hvert fald ret sikker på, hvad det ikke var og hvad det kunne være. Også da det blev meget værre dagen efter. Doktor Google her var kommet frem til, at man bør søge læge, hvis barnet har feber eller dårlig almentilstand. Baldur havde hverken feber eller var utilpas. Min total ikke-faglige konklusion var, at det enten var en allergisk reaktion på penicillinen eller en virus, som ikke kan behandles og som var ovre smitteperioden.

jeg er sikker på, at vi er mange, som synes, at det er svært at få det hele til at hænge sammen i hverdagen. Jeg var allerede ret godt bagud med mit arbejde efter de sygedage og dage med lægebesøg, som vi lige havde været igennem.
Jeg siger ikke at alt det, du lige har læst, retfærdiggør hvad der så skete.. jeg siger bare, at det havde indflydelse på min opførsel.
Da jeg kom ned i børnenes institution med en temmelig rødspættet Baldur, var pædagogerne og jeg nemlig ikke helt enige om, hvorhvidt han skulle i vuggestue.
De mente faktisk, at vi skulle til lægen. Jeg prøvede ellers ihærdigt med mine google-referencer og argumentation om, at lægen alligvel ville konstatere det samme som mig – og at han ikke ville kunne gøre noget ved det.
Pædagogerne var venlige og pædagogiske, da de holdt ved deres mening.
Det var jeg ikke!
Jeg var pisse frustreret og kunne lige på dét tidspunkt ikke overskue mit liv.

Jeg er ikke stolt af noget som helst i den her situation indtil videre, men jeg er aller mindst stolt af det næste, jeg gjorde.
Jeg tog demonstrativt Baldur på armen og gik op ad trapperne med Elva, imens jeg ganske enkelt stoppede med at svare den ene af pædagogerne. Ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg vidste, at hvis jeg gjorde, ville jeg begynde at græde.

Imens jeg var oppe med Elva, gik vuggestuen på tur, så da jeg allerede på vej ned ad trapperne havde fået det frygteligt over min opførsel, kunne jeg ikke nå at sige undskyld.
Jeg tænker over alting. Læs også “ALT DET, DER FOREGÅR INDE I MIT HOVED”.
Så turen til lægen var helt forfærdelig, fordi jeg blev mere eller mindre ædt op af skyldfølelse hele vejen derud og tilbage igen.
For hvad fanden bildte jeg mig egentlig ind?! Jeg lod min frustration lande i favnen på de mennesker, som har mine børn netop dér hver eneste dag. Og aldrig nogensinde har noget været mere fejlplaceret.
De er nogle vidunderlige pædagoger og mennesker – og de er vanvittigt dygtige til deres arbejde. Og dér havde jeg stået og opført mig som en idiot, fordi de netop bare passede deres arbejde.
Jeg skammede mig, men jeg var aller mest ked af det. Ked af min opførsel – og ked af det over, at jeg havde efterladt dem med et indtryk af, at jeg ikke værdsatter dem og deres arbejde. For det gør jeg! Hver eneste dag, afleverer jeg mine børn med ro i maven og med en tro på, at de er i gode, trygge og kærlige hænder.

Der var kun én ting at gøre.. jeg måtte give kvaje-kage, lægge mig fladt og give en uforbeholden undskyldning.
For selvom lægen sagde alt det, som jeg allerede vidste – og som forventet ikke kunne gøre noget, så passede pædagogerne bare deres arbejde, som jeg har den dybeste respekt for.
Jeg købte to af bagerens flotteste kager.
Til de to pædagoger, som det var gået ud over, kom kagen med en undskyldning – og til alle de andre i huset, var det bare en “tak fordi I passer på vores børn-kage”.
Tak fordi I passer på andres børn og på mine børn, når vi ikke selv kan, fordi vi skal på arbejde. Og tak fordi I passer på dem, når jeg glemmer det for en kort bemærkning.

Jeg blev mødt med en forståelse, som jeg slet ikke fortjente – og selvom jeg gerne måtte lade Baldur blive i vuggestuen efter at have været ved læge, tog jeg ham med hjem og kyssede lidt ekstra på ham.
Det endte med at blive en rigtig god dag – men kun fordi jeg sagde undskyld.

Hvornår har du sidst sagt undskyld?

STEPHANIE FISKER

Jeg hedder Stephanie Fisker og jeg deler ud af mine opskrifter og mit liv som fodboldkone, som Elva og Baldurs mor og som menneske.

Jeg er stifter af “Køkkenet på Kvisten” og kogebogsforfatter in the making. Jeg holder sunde mad-og kagekurser, hvor man kan hoppe med mig i køkkenet og jeg laver podcasten “Anden til Venstre”, hvor jeg i hvert afsnit inviterer en gæst ind til en snak om, hvordan det er at leve sammen med én hvis job foregår i rampelyset.

Derudover er jeg, ikke altid super-mor, men altid super meget mor - og så holder jeg meget af at dele det hele med jer.