Ville du finde dig i det?

Kasper og Stephanie Fisker

 

Jeg har sagt mange gange, at jeg har verdens bedste og sødeste følgere. Det mener jeg blandt andet, fordi jeg modtager massevis af beskeder fra jer, og de er (stort set) altid fyldt med kærlige og rosende ord. “Haters”, “mor-politet”, “trolls” osv. findes ikke i min indbakke og det er jeg yderst taknemmelig for.
Jeg stikker jo næsen lidt langt frem indimellem. Det retfærdiggør naturligvis ikke, at jeg skulle modtage ondskabfulde, men jeg ved, der er mange andre blogger-typer, som oplever en masse ubehageligheder.
Nogle mennesker synes at glemme, at der er menneske i den anden ende, når de sender deres meninger ud i cyberspace.
Jeg oplevede faktisk meget atypisk en snert af det for en månedstid siden, men det gemmer vi lige til et andet indlæg.
For lige nu handler det om noget andet.. jeg har opdaget, det ikke er alle, som forstår min humor. “Det kan da ikke passe – hun er jo verdens sjoveste menneske”, tænker du. Det var et eksempel på ironi, forklarer jeg. Hvis ikke du forstår dét, er det ganske enkelt fordi, du ikke er lige så sjov som mig. Det var sarkasme, venner. Så har vi de to begreber jeg bruger en hel del i mit liv og i mine tekster på plads.  Når jeg gør det, er det aldrig ment som noget ondt, men næsten altid som et forsøg på at være sjov – med streg under “forsøg”.
Man kan ikke lykkes med alle sine forsøg her i livet, og nogle gange rammer man ved siden af med nogle mennesker.
Jeg er eksempelvis blevet spurgt, om Kasper og jeg er uvenner, når vi har vores “magtkampe” på de sociale medier, om jeg virkelig er ked af, mine børn bedre kan lide Kasper og om jeg ville finde mig i, at Kasper skrev om mig, på samme måde, som jeg skriver om ham. Sidst nævnte eksempel får I lige i fuld længde:

“Må jeg spørge.. ville du Stephanie nogen sinde finde dig i at din mand skrev om dig, på den måde du skriver om ham? Det er selvfølgelig mellem jer to, men det er ikke videre charmerende at læse, efter min mening og jeg er lidt rystet. Du er meget nedladende omkring hans job? Skulle du måske ha luftet det inden han kæmpede for at blive professionel? ( ja, ved du ytrer det er din fortjeneste, men manden har vel været ham der puttede maden i munden og som trænede ) og du siger vel heller ikke nej tak når lønnen kommer? Det er okay du synes jeg bare skal blande mig udenom og intet tvinger dig til at tænke over hvad jeg har skrevet men jeg håber. ? Børn ser og hører også meget og hvad du sætter op herinde offentligt kan de jo en dag også læse.

Ønsker dig på ingen måde noget ondt, og sender med vilje det her privat, så kan du vælge bare at slette, eller prøve at forstå hvad jeg mener, uden andre kigger med.

Det gjorde mig ked af det at læse. Ikke fordi vedkommende var grov eller havde onde hensigter (for det havde vedkommende ikke), men fordi jeg virkelig ikke kan lide at føle mig misforstået – og det følte jeg mig her.
Da den følelse havde lagt sig en lille smule, var min næste tanke, at når noget er skudt så langt ved siden af, så handler det som regel om noget helt andet for den, som sender det afsted. Vi er alle sammen et resultat af vores oplevelser, og det kan være svært ikke at projicere egne følelser over på andre menneske nogle gange. Og ganske rigtigt.. efter en god korrespondance, forstår jeg nu, hvad det i virkeligheden handlede om, og vedkommende som skrev det, forstår, måske stadig ikke min humor, men at opslaget hun refererede til, var skrevet i dét tegn.

For mener jeg eksempelvis at Kasper bare leger med en bold på deres træningslejr? Naturligvis ikke. Han får også massage og ser Netflix.

Jeg nægter at skrive ting som “sarkasme kan forekomme”, men jeg vil gerne forsøge at skrive resten af det her blodindlæg uden…

Mine opslag om Kasper rummer ofte en vis mængde sarkasme, men de rummer mindst lige så meget kærlighed. Jeg elsker den mand højere end chokolade, jeg respekterer ham mere end autoriteter (og dem har jeg altså en til tider sygelig respekt for) og jeg er vitterlig hans største fan. Jeg er fan af ham som fodboldspiller, men jeg er aller mest fan af ham som menneske. Kasper er sådan et grund-godt menneske. Det er jo også dét, der gør, han samtidig slipper afsted med at være så egoistisk. For det er han også, og det har han brug for at være som fodboldspiller. Han kræver sin ret til at være det – og han forventer, jeg forstår det. Hvilket jeg gør. Jeg ved om nogen, hvor hårdt han har arbejdet og stadig arbejder for at være en dygtig fodboldspiller. Han har brug for at vide, han har gjort alt, hvad han kan, for at være den bedste fodboldspiller han kan være. Det kommer man ikke sovende til. Kasper stod op klokken 6.15 stort set hver eneste dag hele vores ferie for at ekstra-træne. Alt hvad Kasper har opnået er hans egen fortjeneste, men de fleste mennesker trives bedst i et miljø, hvor der er opbakning, anerkendelse og kærlighed – og det forsøger jeg at give ham. Vi gør hinanden bedre. Så når jeg tager æren for hans karriere, så er det ikke sandt. Det er til gengæld sandt, at jeg har været en del af rejsen og jeg tror på, jeg har gjort den mere komfortabel for ham. Med andre ord.. hvis ikke jeg må tage hele æren, så vil jeg altså i det mindste have en bid af kagen.

 

 

STEPHANIE FISKER

Jeg hedder Stephanie Fisker og jeg deler ud af mine opskrifter og mit liv som fodboldkone, som Elva og Baldurs mor og som menneske.

Jeg er stifter af “Køkkenet på Kvisten” og kogebogsforfatter in the making. Jeg holder sunde mad-og kagekurser, hvor man kan hoppe med mig i køkkenet og jeg laver podcasten “Anden til Venstre”, hvor jeg i hvert afsnit inviterer en gæst ind til en snak om, hvordan det er at leve sammen med én hvis job foregår i rampelyset.

Derudover er jeg, ikke altid super-mor, men altid super meget mor - og så holder jeg meget af at dele det hele med jer.