Jeg har for nylig gjort mig den fantastiske opdagelse, at stavblendet hytteost opfører sig som flødesauce i pastaretter! Så værsgo’, her får I opskriften på den første, men bestemt ikke sidste, ret “flødesauce”… 🙂
BØNNESPAGHETTI MED RØDBEDE OG TIMIAN I “FLØDESAUCE” MED SOJARISTEDE PINJEKERNER OG PARMASKINKE:
(4 personer)
– En pose bønnespaghetti
– 600 gram rødbeder
– Revet citronskal fra en øko citron
– 2 rødløg, hakket
– 3 fed hvidløg, presset
– 400 gram hytteost (minimum 4%, VIGTIGT ellers skiller det)
– En håndfuld frisk timian, hakket
– 2 spsk. æbleeddike
– En pose pinjekerner (90 gram) 2 spsk. soja
– 60 gram seranoskinke (kan udelades for en vegetarisk udgave)
– 1 rød chili, hakket
– 1 spsk. himalayasalt
– 1 dl vand fra rødbederne
1. Kog rødbederne i 20 minutter. Brug derefter det samme vand til at koge bønnespaghettien som anvist på pakken. Gem 1 dl af vandet til senere brug.
Lad rødbederne køle lidt ned, fjern skrællen (brug evt. engangshandsker) og skær dem i tern.
2. Rist pinjekernerne på en tør pande ved middel varme til de bliver gyldne. Tilsæt 2 spsk. soja og tag panden af blusset.
3. Bag seranoskinken ved 200 grader i 15 min og hak det derefter.
4. Blend hytteosten med en stavblender.
5. Sauter rødløg, chili og hvidløg i nogle minutter og tilsæt derefter rødbedetern og citronskal.
6.Tilsæt æbleeddike og derefter den blendede hytteost og den gemte rødbede/spaghetti-vand. Lad det simre nogle minutter. Tilsæt frisk timian og bland det sammen med bønnespaghettien.
Server med sojaristede pinjekerner og hakket parmaskinke.
Velbekomme. 🙂