Hjemmelavet chokolade – og så tager den nærmest ingen tid at lave. Da chokoladen skal opbevares i fryseren og da vores fryser binder og piver, når man åbner den, er min afhængighed rimelig afslørende… 😀
Hjemmelavet chokolade med valgfrit fyld:
– 1,5 dl kokosolie (evt. smagsneutral) eller 1 dl kakaosmør 1/2 dl kokosolie.
– Ca. 1-1,5 dl kakaopulver – afhænger af, hvor mørk en chokolade, du ønsker.
– 4-5 spsk kokossukker, dadelsirup eller fibersirup
– 1 tsk. ren vaniljepulver
– En knivspids salt
– 2 dl fyld – jeg brugte ristede hasselnødder.
1. Bag hasselnødderne i ovnen ved 150 grader i ca. 15 min. Fjern derefter nemt skallen fra hasselnødderne ved at rulle dem i et rent viskestykke.
2. Smelt kokosolie og kakaosmør sammen med kokossukkeret ved svag/middel varme. Pas på det ikke brænder på – og tilsæt resten af kokosolien og de øvrige ingredienser så snart kokossukkeret smelter (hvis man venter for længe, bliver kokossukkeret til sådan en slags hård karamelklump, hvorfor det kan være en fordel at vælge dadelsirup eller fibersirup gold)
3. Kom chokoladen i en form.
4. Kom den i fryseren – hvor den også skal opbevares. Tag den ud og nyd den direkte fra fryseren, hver gang du har lyst – det kan måske lyde mystisk – men af en eller anden grund føles den ikke frossen men i stedet helt perfekt! 🙂
TIP 1: Ønskes en lysere mælke-agtig chokolade, tilsættes 1 dl mandelmælk. – Dette skal gøres ved at opvarme mandelmælk og kokosolien i en gryde, hvorefter de øvrige ingredienser tilsættes.
TIP 2: Chokoladen kan også bruges som overtræk af f.eks. konfekt, men da den er bedst direkte fra fryseren, er det svært at opnå “det gode knæk” og den hårde chokoladeskal.
Serveringsforslag:
Prøv også med andre nødder, mandler, gojibær, morbær eller andre tørrede frugter eller bær, lakrids, appelsin, citron og/eller appelsin og citronskal… Kort sagt, efterlign din yndlings chokolade variant.
Velbekomme. 🙂